Skip to content

Valgkampen er i gang – men ikke meget fokus på handicap

Jeg har virkelig forsøgt at sætte handicap på dagsordenen på den positive måde. Bl.a. har jeg lavet mit valgmateriale tilgængeligt og det har da også fået lidt omtale:

http://www.tv2east.dk/artikler/valgkampen-er-ogsaa-blinde

Men et rigtig vigtigt emne er stort set ikke blevet berørt: At økonomiske hensyn desværre nu står over menneskerettigheder! Derfor tillader jeg mig at genbringe en artikel som Anne Marie Geisler Andersen og jeg skrev for et år siden – og desværre har forholdene ikke ændret sig:

Økonomiske hensyn over menneskerettigheder

Af Anne Marie Geisler Andersen, Radikalt medlem af Folketinget og Linda Kristiansen, Radikal Folketingskandidat

Nu har VKO vedtaget et lovforslag, der betyder at hensynet til økonomien tilsidesætter en hel gruppe af borgeres rettigheder.

Hidtil har handlekommune og betalingskommune på handicapområdet været delt mellem en borgers oprindelige kommune og den nuværende bopælskommune. Når en borger havde fået ophold i en anden kommune fx i et socialt botilbud eller på en institution, var det den oprindelige kommune, der var betalingskommune, mens bopælskommunen besluttede, hvilken hjælp borgeren skulle have.

Denne praksis havde både fordele og ulemper – fordelene var til borgerens gavn, mens ulemperne handlede om økonomistyring. Den enkelte kommune havde ikke mulighed for at styre deres udgifter til det specialiserede område og derfor blev et lovforslag hvor den oprindelige opholdskommune også skal være handlekommune fremsat. Et lovforslag der er intet mindre end fatalt for mange borgere.

Med lovforslaget bliver det vanskeligere at opretholde nærhedsprincippet, idet beslutningerne vil blive truffet længere væk fra den enkelte borger. Det er næppe svært at forestille sig, hvad det vil komme til at betyde for indsatsen over for den enkelte borger, hvis man eks. har handlekommune i Randers og er bosiddende i Furesø.

Der er ikke indskrevet en tidsbegrænsning for, hvor lang tid en borger kan bo i en anden kommune end sin tidligere opholdskommune og stadig have den tidligere opholdskommune som handlekommune. En borger kan således bo i en kommune på 30. år, men stadig være bundet af sin tidligere bopælskommune.

Det er også dybt problematisk, at de borgere, forslaget omhandler, ikke vil kunne stemme i den kommune, hvis serviceniveau de er underlagt. Dette er ikke blot et kæmpe demokratisk problem, men synes også at være i strid med FN’s handicapkonvention, der siger, at mennesker med handicap skal have adgang til fuld deltagelse i samfundslivet.

Endelig er der også betydelig risiko for, at lovforslaget vil medføre øget administration, da sagsbehandlerne skal rundt i landet for at se til de tusindvis af borgere, der er visiterede til specialiserede tilbud i andre kommuner end deres tidligere opholdskommune. Ligeledes skal den enkelte institution/botilbud have kontakt med mange kommuner og tage hensyn til en række forskellige serviceniveauer.

Vi tror godt der kunne laves et system, der gav kommunerne mulighed for bedre økonomistyring, samtidig med hensynet til borgernes rettigheder blev varetaget. Men dette lovforslag er fremsat uden et tilbundsgående udredningsarbejde, der dokumenterer årsagerne til de seneste års udgiftsvækst på det specialiserede socialområde og synes at udgøre en forhastet løsning. Det er et udtryk for, at Regeringen laver lovgivning hen over hovedet på og uden hensyn til de berørte borgere. Det er system før mennesker.

 

Danmark skal leve op til FN’s handicapkonvention

Tale af Anne Baastrup, Holdt i Odense den 22. August 2011.

I 2006 vedtog FN’s generalforsamling en handicapkonvention. Den forpligter deltagerstaterne til at sikre alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle personer med handicap uden nogen form for diskrimination på grund af handicap. En konvention som vel og mærke slår fast, at mennesker med handicap blot skal sikres de samme menneskerettigheder, som alle andre har.

Men der er store udfordringer i arbejdet med at gennemføre konventionen. Der er fortsat mangel på ordentlige handicapboliger, mennesker med handicap har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, kommunale nedskæringer truer borgernes rettigheder, og tonen i debatten bliver stadigt hårdere.

Handicappede er blevet syndebukke

Diskriminationen af handicappede stiger, og tonen i debatten bliver barskere. Frem for at snakke om, hvordan vi kan blive bedre til at inkludere og rumme mennesker med funktionsnedsættelser, bruger man nu kræfterne på at snakke om specialområdet som “en gøgeunge”, der bruger penge fra normalområdet.

Jeg synes, det er skræmmende, hvordan den økonomiske smalhals har påvirket den måde, vi taler om de svageste grupper i samfundet på. Vi må ikke glemme, at det faktisk drejer sig om mennesker og familiers daglige liv og udvikling, som man med ét kan komme til at slå i stykker, når man nægter dem den helt basale hjælp og støtte.

En borgmester kom med eksempel på en sindslidende mand, der krævede massiv mandsopdækning, og som kostede 20 mio. kr. om året. Op imod dette blev det sat, at man for de samme penge kunne skaffe børnepasning til 230 børnehavebørn. Derfor foreslog han, at man skulle have bedre muligheder for at fiksere og passivisere den sindslidende. Er det sådan et samfund, vi vil have?  NEJ! Jeg synes, det er en uhyggelig øjenåbner for, at det ikke er uden konsekvenser, hvis vi meningsdannere begynder at ændre sprog om de handicappede. Vi skal virkelig tænke os om!

Kommunerne får lov at sætte økonomien over mennesket

Samtidig kan vi se en uhyggelig udvikling i kommunerne. På den ene side er der stadig flere mennesker med handicap, som har brug for mere hjælp. Flere diagnosticeres og flere lever længere. På den anden side har Regeringen lagt sig fast på, at der ikke må bruges flere penge i kommunerne. Det regnestykke går ikke op. Og derfor bliver det også sværere og sværere for kommunerne at sikre handicappede borgeres rettigheder og leve op til FN’s handicapkonvention.

Når velfærden sættes under pres, er det desværre de allersvageste borgere, der kommer i klemme, herunder mange mennesker med funktionsnedsættelser. Mennesker med handicap tages hjem fra specialiserede tilbud uden for kommunen, der visiteres til de billigste og ikke de bedste tilbud, og centre der rehabiliterer mennesker med hjerneskader er konkurstruede, fordi kommunerne foretrækker billigere og dårligere løsninger. Og mange forældre kan ikke længere få mulighed for at passe deres handicappede børn i hjemmet.

Mange klager, når de oplever, at deres rettigheder ikke respekteres. Men i den økonomiaftale som Regeringen indgik med kommunerne før sommerferien, blev der desværre åbnet op for, at det fremover i endnu højere grad bliver den enkelte kommunes økonomi, som bliver afgørende for, hvilken hjælp og støtte mennesker med handicap har ret til.

SF vil en anden vej

Vores udgangspunkt skal være, at mennesker med handicap har ret til at blive behandlet ligeværdigt. Ligesom handicapkonventionen slår fast! Mennesker med handicap har ret til hjælp, det kan aldrig blive et spørgsmål om den enkelte kommunes økonomi, om der skal være råd til en kørestol eller ej! Derfor vil SF en anden vej.

SF vil, for det første, have en finansieringsreform med en ny model for økonomisk udligning, så handicappedes rettigheder ikke afhænger af bopælskommunens økonomi. Dernæst skal kommunerne have et større økonomisk råderum, så de reelt kan løse de opgaver, vi pålægger dem.

Vi skal også afbureaukratisere det offentlige system, så sagsbehandlerne og borgerne ikke drukner i bureaukrati, kontrol og formularer. Og så skal vi endelig skabe et mere rummeligt arbejdsmarked med plads til flere, og mennesker med nedsat arbejdsevne skal have hjælp til at finde job, hvor de kan bruge deres evner.

Danmark skal leve op til FN’s handicapkonvention, så mennesker med et handicap får mulighed for at deltage i samfundslivet.

Stort tillykke til handicapkonventionen og handicappede

I dag er det to år siden at handicapkonventionen blev ratificeret her i Danmark. To år, hvor det ikke just er handicappedes rettigheder der har været prioriteret. I stedet har debatten gået på hvor dyre handicappede egentlig er og vi har set at handicapområdet er blevet beskåret gang på gang, fordi kommunerne skal spare.

Det triste er bare at mange af disse besparelser bliver rigtig dyre på lang sigt. F.eks. er der lavet en undersøgelse der viser, at blinde der er blevet enkeltintegreret i folkeskolen er dårligere integreret på uddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet end de som har været på specialskole. Og noget tyder på at det ikke kun er på blindeområdet at enkeltintegration ikke har været den ultimative løsning.

Personligt tror jeg, vi skal væk fra at tænke enten eller. Vi skal væk fra at tro, at hvad der er godt for én er godt for alle. Nogle vil have bedst af enkeltintegration, andre af specialskole og andre igen af et mix. Vi skal kigge på den enkelte, tage udgangspunkt i hans eller hendes behov. På den måde tror jeg, vi vil opleve at langt færre handicappede vil blive placeret på en førtidspension.

Jeg har ikke mødt en eneste person, med eller uden handicap, der ikke havde værdi. Men jeg har desværre mødt mange som ikke fik lov at udnytte deres værdi. En af de nærmeste dage vil der her på siden komme en historie om en pige, der kæmper for en god uddannelse tilpasset hende.

Selvom jeg kunne ønske at situationen for handicappede så meget anderledes ud i dag, så er der dog også grund til at fejre konventionen.

På de to år er der sket en enorm bevægelse blandt handicappede selv. Jeg kan ikke mindes tidligere, at handicappede i den grad selv har taget til genmæle, selv taget kampen op. Nok kan vi sætte mange spørgsmålstegn ved om konventionen overholdes, men en ting er sikkert og vist: Den giver handicappede ballast. En ballast som kan mærkes på en øget selvbevidsthed og selvtillid.

Så herfra skal lyde et kæmpe tillykke til handicapkonventionen og til alle handicappede.

Handicapkonventionen – en succes, og dog

Af Stig Langvad, formand for DH

I december 2006 besluttede alle medlemslandene i FN at den nye udviklede konvention til beskyttelse, sikring og udvikling af menneskerettigheder i forhold til personer med handicap skulle træde i kraft.

Den politiske udvikling gennem mange år havde tydeligt vist, at personer med handicap ikke fik del i de samme rettigheder som andre, og derfor heller ikke adgang til at kunne nyde retten til deltagelse i samfundslivet på lige fod med resten af verdens befolkning. Det stod klart, at de hidtidige holdninger til, og politikker omkring handicapområdet havde slået fejl – det havde vist sig, at det ikke nyttede noget at tro på at samfundet af sig selv ville sikre den nødvendige og ligeværdige udvikling til gavn for personer med handicap, samtidig med at den resterende del af befolkningen generelt fik adgang til bedre og bedre vilkår. Generalforsamlingen i FN indså, at der var behov for nye strategier til at sikre rettigheder og udvikling til gavn for personer med handicap – og der er vel at mærke tale om præcis de samme menneskerettigheder, som andre har!

I dag er status, at mere end 100 lande har ratificeret Handicapkonventionen – og omkring 2/3 af disse lande har også ratificeret den frivillige tillægsprotokol, der bl.a. giver borgerne adgang til at kunne klage til FN, hvis de mener at de ikke er i stand til at overbevise de nationale administrative og juridiske instanser om, at de bliver diskrimineret i henhold til Handicapkonventionen. Og knap 150 lande har underskrevet Handicapkonventionen – og selv et land som USA overvejer kraftigt at ratificere Handicapkonventionen (hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt, fordi USA ikke har tradition for at ratificere internationale konventioner).

Danmark ratificerede Handicapkonventionen i juli 2009, og den trådte i kraft i Danmark den 23. august 2009 (men Danmark er et af de lande, der endnu ikke har ratificeret den frivillige tillægsprotokol). Omkring halvdelen af landene i EU har ratificeret Handicapkonventionen – og mange af disse har ratificeret den frivillige tillægsprotokol også. Og som noget bemærkelsesværdigt, har også EU ratificeret Handicapkonventionen (ekskl. den frivillige tillægsprotokol) og er siden januar forpligtet i henhold til Handicapkonventionen indenfor de områder, hvor EU har kompetence til at regulere på tværs af EU.

Hvis man vurderer resultaterne ud fra deres ordlyd, kan man kun nå til det resultat, at Handicapkonventionen har været en overvældende og entydig succes (kun skæmmet af de lande, der endnu ikke har ratificeret den frivillige tillægsprotokol og derfor endnu ikke er med fremme i de forreste rækker, når det gælder om at beskytte personer med handicap).

Hvis man derimod dykker en lille smule mere ned i substansen, kan det godt være, at der bliver stillet spørgsmål ved størrelsen af succesen i visse sammenhænge.

For det første må man konkludere, at Handicapkonventionen fortsat er noget, der foreløbigt kun er centralt på den politiske dagsorden for den tætte kreds af de involverede – naturligvis handicaporganisationerne (som skal varetage interesser med for deres medlemmer og sikre dem lige muligheder), Socialministeriet (det koordinerende ministerium på handicapområdet og med ansvar for Handicapkonventionen), Institut for Menneskerettigheder (der skal overvåge handicapkonventionens implementering i Danmark), Det Centrale Handicapråd (der skal rådgive regeringen på handicapområdet, bl.a. på baggrund af Handicapkonventionen) og nogle få andre organisationer, få medlemmer af Folketinget, få forskere på universiteterne og nogle få i KL (der frygter evt. udgifter forbundet ved at give personer med handicap lige vilkår med andre).

Handicapkonventionen skal langt højere op på bl.a. den politiske, administrative og forskningsmæssige dagsorden, hvis vi nogensinde skal nå at realisere principperne, der er fastlagt i de rettigheder, der er skrevet ind i Handicapkonventionen.

For det andet er der desværre alt for mange, også politikere, der mener, at Danmark allerede lever op til Handicapkonventionen, fordi Danmark er et relativt rigt land med en relativt god lovgivning på handicapområdet. Men de tager fejl. Handicapkonventionen er skrevet på en sådan måde, at den gælder med udgangspunkt i de civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle baggrunde/forudsætninger i de enkelte lande. Man kan således ikke sammenligne Danmark med Ghana og derved beslutte, at Danmark lever bedre op til menneskerettighederne pga. bedre økonomi og bedre lovgivning – man skal altid vurderer vilkårene for personer med handicap i forhold til de muligheder andre borgere med bopæl i Danmark har. Og der er fortsat store forskelle på rettigheder og muligheder for personer med handicap set i forhold til den almene befolkning i Danmark.

Det kan også godt være, at der ikke er politisk ønske om at styrke rettighederne for personer med handicap således, at vi fx også beskyttes imod diskrimination fra private virksomheder og andre borgere uden for arbejdsmarkedsområdet, hvor den eneste beskyttelse imod diskrimination på baggrund af handicap eksplicit er skrevet ind i den danske lovgivning, jf. et EU-direktiv. Der findes ikke et generelt forbud imod diskrimination af personer med handicap i Danmark – og derved kan det være vanskeligt at se, hvordan man kan sige, at personer med handicap har de samme rettigheder som andre. Det kan også godt være, at kommunerne mener, at når der ikke er kommet ny lovgivning, betyder det, at de overholder de internationale konventioner – men det er ikke nødvendigvis tilfældet i handling og gerning inden for og uden for de områder, der er reguleret gennem lovgivning vedtaget i Folketinget.

For det tredje er det klart uheldigt, at et land som Danmark (og et internationalt fællesskab som EU) ikke har tilsluttet sig den frivillige tillægsprotokol. Det bør være således, at et land tør lade andre kigge på, hvorvidt man lever op til de internationalt fastsatte standarder for menneskerettigheder. Danmark ønsker ikke at tilslutte sig den frivillige tillægsprotokol, fordi Danmark mener, at rettighederne er for upræcist beskrevet i Handicapkonventionen, og derfor frygter den danske regering, at det vil være udfordrende for den danske økonomi, hvis andre kan anbefale Danmark at ændre sin lovgivning i retningen af bedre at leve op til menneskerettighederne for personer med handicap.

Det er vigtigt for den enkelte person med handicap at kunne få testet, hvorvidt ens egen opfattelse af, om man bliver diskrimineret eller ej, er korrekt, for det kan man ikke være sikker på ved at være begrænset til kun at kunne benytte de nationale administrative og juridiske instanser. Der er ikke tradition for, at fx de danske domstole har en progressiv tilgang til fortolkning af den danske lovgivning og dens efterlevelse – og slet ikke set i lyset af internationale konventioner. Derfor er det vigtigt at kunne få andre øjne til at se på den danske virkelighed. Det er også vigtigt, at den danske handicappolitik sættes under lup mhp. at sikre det bredest mulige fokus i den internationale komité, der skal vurdere klager fra de lande, hvor man har tiltrådt den frivillige tillægsprotokol. Det nytter ikke noget, hvis et flertal af klagerne kommer fra udviklingslandene – der er også brug for sager fra de velstillede lande med en langvarig tradition for velfærdspolitik. Der skal være nuancer, så det bliver muligt for hvert enkelt land at indrette sin handicappolitik og derved forebygge klager til FN.

For det fjerde har FN beklageligvis alt for få ressourcer til at kunne følge med i forhold til en konvention, der har udviklet sig som en succes i forhold til antallet af ratifikationer. To år efter ratifikationen skal man aflevere en rapport til FN om status på handicapområdet og med beskrivelse af konkrete initiativer til forbedring af vilkårene for personer med handicap. Danmark skal aflevere sin rapport den 23. august 2011. Der er mere end 60 lande, der har ratificeret Handicapkonventionen før Danmark. Det betyder, at det vil være mere end 60 lande, der skal til eksamen, før det bliver Danmarks tur. Den internationale komité, der er etableret for at følge med i implementeringen af Handicapkonventionen, kan kun mødes to uger om året, hvorfor det vil tage mange år før de enkelte lande vil komme til eksamen. Det vil betyde, at det tager lang tid før der kommer tilstrækkeligt med anbefalinger til, hvordan landene kan ændre deres handicappolitik i overensstemmelse med intentionerne i Handicapkonventionen. Og det vil tage meget lang tid før der kommer tilstrækkeligt med anbefalinger fra lande med forskellige baggrunde. Men allerværst er det, at for lang tid vil betyde, at Handicapkonventionen og dens betydning for den nationale arena vil falde pga. ventetiden.

Der er behov for at generalforsamlingen i FN beslutter at tilføre komiteen de nødvendige ressourcer, så den kan følge med i det tempo, de enkelte lande afleverer deres rapporter i.

Der er fortsat et stykke vej før Handicapkonventionen bliver en succes for det enkelte menneske med handicap i de 192 lande i FN.

Stafet

Så er stafetten sat i gang og et indlæg er under udarbejdelse.

Jeg vil ikke løfte sløret for hvem der har sagt ja til at være første skribent, blot sige at I skal glæde jer :-)

Hold øje med siden – tilmeld jer evt. e-mail-servicen, så du er sikker på at få besked ved nye indlæg.

50. Stop Hetzen

Så er tiden kommet til sidste artikel i FN’s Handicapkonvention. Da jeg for et år siden startede dette projekt havde jeg nok håbet, at dette indlæg skulle have været et skulderklap til Danmark – i hvert tilfælde havde jeg ikke forventet, at det skulle blive en invitation til et stormøde med overskriften “STOP HETZEN“.

Jeg ved godt, at vi har (haft) finanskrise og at kommunerne er økonomisk pressede, så livremmen bliver spændt ind på alle områder – også handicap- og socialområdet. Men når Dansk Folkeparti, som gerne vil betragtes som dem der tager hånd om de svageste, kan finde 270 millioner til øget grænsekontrol, så kan jeg ikke forstå hvordan vi kan tillade at der uge efter uge kan læses den ene triste historie efter den anden.

Men desværre er vi kommet derud hvor der er behov for at sige “Stop Hetzen” – og derfor håber jeg at så mange som muligt vil bakke op om dette arrangement.

Politikere hetzer mennesker med handicap og socialt udsatte

DH har i samarbejde med Dansk Socialrådgiverforening, Foreningen for Sociale Netværk, HK Kommunal, Socialpædagogerne og FOA inviteret til stormøde den 1. juni 2011. Læs pressemeddelelse og invitation her.

KL hænger handicappede og udsatte ud som udgiftstunge gøgeunger. Bredt initiativ med Danske Handicaporganisationer i spidsen går nu til modangreb.

Det er ren hetz, når handicappede og socialt udsatte får skylden for kommunernes dårlige økonomi. Det mener Danske Handicaporganisationer.

Frygten er, at hetzen fører til, at kommunerne får sat Folketinget ud af kraft.

”Debatten har kørt på ekstreme eksempler, som skaber et fordrejet billede af virkeligheden. På den baggrund forsøger kommunerne at gennemføre en markant svækkelse af både serviceloven og borgerens retssikkerhed ,” siger Stig Langvad, som er formand for Danske Handicaporganisationer.

Han peger på, at Kommunernes Landsforening kræver afskaffelse af klagemuligheder og større muligheder for at skære ned på handicapområdet. Men det truer udsatte grupper, mener både brugerorganisationer, interesseorganisationer og fagforeninger. Derfor er de gået sammen om at sige nej til hetzen mod de mennesker, der har et stort behov for hjælp og støtte. De deltagende organisationer er Danske Handicaporganisationer, Socialpædagogerne, Foreningen Det Sociale Netværk, HK Kommunal, Dansk Socialrådgiverforening og FOA.

”Der er flere, der har brug for hjælp. Men det er afgørende at huske, at der bag hvert eneste tal i den statistik gemmer sig et rigtigt menneske, som ikke får et værdigt liv uden den hjælp,” siger formand for FOA Dennis Kristensen

”Vi har længe set tegn på, at kommunerne vil være helt frit stillede til at handle efter forgodtbefindende, når det kommer til behandlingen på det specialiserede sociale område. Og det er dybt bekymrende også for de ansatte i kommunerne.” siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

For at sætte fokus på hetzen og de forhandlinger der lige nu er i gang mellem KL og finansministeren indkalder organisationerne til stormøde den 1. juni kl. 13-16 på Hotel Nyborg Strand. Her vil man fremlægge borgernes og de ansattes side af debatten.

Talere på mødet er:

Bettina Post, Formand Dansk Socialrådgiverforening

Palle Simonsen, Foreningen Det Sociale Netværk

Stig Langvad, Formand Danske Handicaporganisationer

Benny Andersen, Formand Socialpædagogerne

Claus Gahrn, Næstformand HK Kommunal

Jakob Sølvhøj, formand for pædagogisk sektor FOA

Artikel 50

Gyldige tekster

De arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske sprogudgaver af denne konvention har lige gyldighed.

Til bekræftelse heraf har de undertegnende befuldmægtigede, der af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention.

PS: Stafet

Som jeg også tidligere har nævnt, så lukker denne blog ikke! I stedet vil jeg fortsætte med at skrive indlæg om handicappolitik, men også se om ikke  vi kan få lavet en stafet. Har du et forslag til hvem jeg skal bede om at ovrtage stafetten og skrive næste indlæg, så skriv en kommentar eller send en e-mail til x@lindakristiansen.dk.

49. Danmark leger struds med menneskerettighederne

Jeg har altid betragtet Danmark som godt placeret i feltet når det kom til menneskerettigheder. Og det gør jeg til dels stadig, men i dag blev jeg skuffet.

I går skulle Danmark stå skoleret for FN, fordi vi svigter vores ansvar særligt på 3 punkter:

  • Diskrimination af etniske minoriteter
  • Kvinders og børns rettigheder
  • Forholdet til internationale konventioner

Jonas Christoffersen, direktør for Center for Menneskerettigheder, udtaler i den anledning:

Der bliver lagt mærke til Danmark, og der er en grundlæggende opfattelse af, at Danmark står stærkt når det handler om menneskerettigheder. Men en række enkeltsager trak ned, og derfor håber jeg, at det overblik som eksaminationen har givet os, udmønter sig i en samlet handlingsplan på menneskerettighedsområdet (http://menneskeret.dk/news/article?doc=19620)

Jeg havde også meget håbet, at vores svar i dag havde givet udtryk i en sådan handlingsplan, men i stedet var der rungende tavshed. Jeg kan huske at jeg virkelig var ked af, at vi ikke ville underskrive Handicapkonventionens tillægsprotokol, men i dag er jeg ikke kun ked af det. Jeg synes faktisk det er pinligt.

Ifølge Jonas Christoffersen, der har været til møde med Regeringen i dag, vil Regeringen “svare på anbefalingerne ved lejlighed og senest til september 2011″ (http://www.information.dk/telegram/267171).

Artikel 49

Tilgængeligt format

Teksten til denne konvention skal foreligge i tilgængelige formater.

De tilgængelige formater som nævnes i dagen artikel kan findes på Socialministeriets hjemmeside.

48. Er genetiske undesøgelser ok?

restriktionsanalyseI dag kan man på information.dk læse to artikler om genetiske test og det dilemma sådanne test medfører:

Hvor går grænsen – hvem kan vi tillade os at sortere fra? Og kan vi overhovedet tillade os det?

Jeg kan ikke her komme med et klart, tydeligt og endeligt svar på mine egne spørgsmål, men umiddelbart så har jeg tillid til at vi godt ved hvor grænsen er når vi nærmer os. Og ja, jeg mener godt vi kan tillade os det. Jeg mener ikke man kan sidestille det at man ikke ønsker et handicappet barn med at man ikke kan lide handicappede.

Jeg har selv en lillesøster, der har Cystisk Fibrose og blev derfor testet om jeg havde genet inden jeg fik børn. Jeg er ikke et sekund i tvivl om på hvilken side af grænsen en test for Cystisk Fibrose ligger, men kan godt være i tvivl omkring f.eks. høre- og synshandicap.

Spørgsmålet balancere på en etisk line og jeg håber meget at der vil komme en seriøs og offentlig debat. En debat som vil nå helt ind i stuerne, ud i skolerne, blive taget op hen over kaffen på arbejdet. En debat som alle handicaporganisationer og pårørende vil deltage aktivt i. Og en debat hvor vi kan høre Etisk Råds stemme og alle andre stemmer der har noget på hjerte.

Kun ved virkelig at få debatteret emnet og få lov at gentænke alle sine tanker mange gange tror jeg vi kan nærme os et svar på grænse-spørgsmålet.

Artikel 48

Opsigelse

En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter datoen for general­sekretærens modtagelse af meddelelsen.

47. Et handicap er vel bare et handicap!

KasserNår man ser i hvilken retning retorik og politik bevæger sig når det handler om handicappede ser det ud til at alle handicappede kan proppes i samme kasse. Et handicap er vel bare et handicap!

Så sent som i fredags kunne vi læse om en 17 årig dreng med muskelsvind, der efter sommerferien, som den eneste med et fysisk handicap, skal starte i en klasse for elever med psykiske handicap.

I lørdags kunne man læse at Socialminister, Benedikte Kiær (K), vil gøre op med misforståede hensyn til handicappede børn. Mere konkret lægger hun op til, at flere børn med handicap begynder i almindelige vuggestuer frem for specialinstitutionerne. Og hun lægger ikke skjul på, at sparehensynet er afgørende. “Det er dyrere at lave specialtilbud. Og det er klart, at i en tid, hvor der har været økonomisk krise, må vi tænke over, hvordan vi håndterer børn med handicap”.

Selvfølgelig skal vi tage hensyn til økonomi, men lad os være ansvarlige og kigge længere end en finanslov frem. På den lange bane risikerer vi at omkostningerne bliver langt større, hvis ikke vi begynder at se på de enkelte menneskers ressourcer.

Artikel 47

Ændringer

  1. Enhver deltagerstat kan stille et ændringsforslag til konventionen og indsende det til De Forenede Nationers generalsekretær. Generalsekretæren skal sende ethvert ændringsforslag til deltagerstaterne med anmodning om, at disse meddeler, hvorvidt de ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en konference med det formål at behandle og træffe beslutning om forslagene. Såfremt mindst en tredjedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan udsendelse af ændringsforslag fremsætter ønske om en sådan konference, skal generalsekretæren indkalde til konferencen i De Forenede Nationers regi. Enhver ændring, der vedtages med to tredjedeles flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres stemme, fremsendes af generalsekretæren til De Forenede Nationers generalforsamling til godkendelse og derefter til alle deltagerstater til antagelse.
  2. En ændring, der er vedtaget og godkendt i overensstemmelse med stk. 1, træder i kraft den 30. dag, efter at antallet af deponerede godkendelsesinstrumenter har nået to tredjedele af antallet af deltagerstater på datoen for ændringens vedtagelse. Derefter træder ændringen i kraft for en deltagerstat på den 30. dag efter den dato, hvor den pågældende stat deponerer sit eget godkendelsesinstrument. En ændring er kun bindende for de deltagerstater, der har accepteret den.
  3. Hvis det ved konsensus besluttes af konferencen, træder en ændring, som er vedtaget og godkendt i overensstemmelse med stk. 1, og som udelukkende vedrører artikel 34, 38, 39 og 40, i kraft for alle deltagerstater den 30. dag, efter at antallet af deponerede godkendelsesinstrumenter har nået to tredjedele af antallet af deltagerstater på datoen for ændringens vedtagelse.

Handicapkonventionen.dk er tilbage den 27. april – god påske.

46. Handicappede skal ikke gøres til syndebuk for kommunernes dårlige økonomi

SyndebukFN’s Handicapkonvention består af 50 let læste artikler – og her er vi allerede kommet til artikel 46. Det bringer spørgsmålet om bloggens fremtid på banen – og jeg kan allerede nu sige at bloggen fortsætter for jeg mindes ikke at der tidligere har været så stort behov for at gøre opmærksom på handicappede og deres rettigheder. For tiden hører vi borgmestre melde ud at handicappedes forhold er blevet væsentligt forbedret de sidste par år. Nu ved jeg ikke lige hvor denne borgmester har været henne, men jeg oplever ikke forbedringer – tværtimod har jeg set eksempler på at handicappedes vilkår er blevet væsentlig forringet. Dermed ikke sagt at jeg ikke godt kan se at vi er nødt til at prioritere – og det arbejde vil jeg gerne være med til. Men at gøre handicappede generelt til syndebuk for kommunernes dårlige økonomi er ikke i orden.

De eksempler jeg har på kommunernes afslag (er grelle), men desværre ikke nogen jeg kan gå offentligt ud med. Har du fået et afslag du mener strider imod FN’s handicapkonvention, så send det gerne til mig: x@lindakristiansen.dk.

Jeg har forresten indsat en lille boks med link til de sidste nyheder fra handicapområdet – har du kendskab til et nyhedsfeed, der bør være med, så send også gerne det til mig.

Artikel 46

Forbehold

  1. Forbehold, som er uforenelige med konventionens hensigt og formål, kan ikke tillades.
  2. Forbehold kan til enhver tid trækkes tilbage.