Skip to content
 

Handicapkonventionen – en succes, og dog

Af Stig Langvad, formand for DH

I december 2006 besluttede alle medlemslandene i FN at den nye udviklede konvention til beskyttelse, sikring og udvikling af menneskerettigheder i forhold til personer med handicap skulle træde i kraft.

Den politiske udvikling gennem mange år havde tydeligt vist, at personer med handicap ikke fik del i de samme rettigheder som andre, og derfor heller ikke adgang til at kunne nyde retten til deltagelse i samfundslivet på lige fod med resten af verdens befolkning. Det stod klart, at de hidtidige holdninger til, og politikker omkring handicapområdet havde slået fejl – det havde vist sig, at det ikke nyttede noget at tro på at samfundet af sig selv ville sikre den nødvendige og ligeværdige udvikling til gavn for personer med handicap, samtidig med at den resterende del af befolkningen generelt fik adgang til bedre og bedre vilkår. Generalforsamlingen i FN indså, at der var behov for nye strategier til at sikre rettigheder og udvikling til gavn for personer med handicap – og der er vel at mærke tale om præcis de samme menneskerettigheder, som andre har!

I dag er status, at mere end 100 lande har ratificeret Handicapkonventionen – og omkring 2/3 af disse lande har også ratificeret den frivillige tillægsprotokol, der bl.a. giver borgerne adgang til at kunne klage til FN, hvis de mener at de ikke er i stand til at overbevise de nationale administrative og juridiske instanser om, at de bliver diskrimineret i henhold til Handicapkonventionen. Og knap 150 lande har underskrevet Handicapkonventionen – og selv et land som USA overvejer kraftigt at ratificere Handicapkonventionen (hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt, fordi USA ikke har tradition for at ratificere internationale konventioner).

Danmark ratificerede Handicapkonventionen i juli 2009, og den trådte i kraft i Danmark den 23. august 2009 (men Danmark er et af de lande, der endnu ikke har ratificeret den frivillige tillægsprotokol). Omkring halvdelen af landene i EU har ratificeret Handicapkonventionen – og mange af disse har ratificeret den frivillige tillægsprotokol også. Og som noget bemærkelsesværdigt, har også EU ratificeret Handicapkonventionen (ekskl. den frivillige tillægsprotokol) og er siden januar forpligtet i henhold til Handicapkonventionen indenfor de områder, hvor EU har kompetence til at regulere på tværs af EU.

Hvis man vurderer resultaterne ud fra deres ordlyd, kan man kun nå til det resultat, at Handicapkonventionen har været en overvældende og entydig succes (kun skæmmet af de lande, der endnu ikke har ratificeret den frivillige tillægsprotokol og derfor endnu ikke er med fremme i de forreste rækker, når det gælder om at beskytte personer med handicap).

Hvis man derimod dykker en lille smule mere ned i substansen, kan det godt være, at der bliver stillet spørgsmål ved størrelsen af succesen i visse sammenhænge.

For det første må man konkludere, at Handicapkonventionen fortsat er noget, der foreløbigt kun er centralt på den politiske dagsorden for den tætte kreds af de involverede – naturligvis handicaporganisationerne (som skal varetage interesser med for deres medlemmer og sikre dem lige muligheder), Socialministeriet (det koordinerende ministerium på handicapområdet og med ansvar for Handicapkonventionen), Institut for Menneskerettigheder (der skal overvåge handicapkonventionens implementering i Danmark), Det Centrale Handicapråd (der skal rådgive regeringen på handicapområdet, bl.a. på baggrund af Handicapkonventionen) og nogle få andre organisationer, få medlemmer af Folketinget, få forskere på universiteterne og nogle få i KL (der frygter evt. udgifter forbundet ved at give personer med handicap lige vilkår med andre).

Handicapkonventionen skal langt højere op på bl.a. den politiske, administrative og forskningsmæssige dagsorden, hvis vi nogensinde skal nå at realisere principperne, der er fastlagt i de rettigheder, der er skrevet ind i Handicapkonventionen.

For det andet er der desværre alt for mange, også politikere, der mener, at Danmark allerede lever op til Handicapkonventionen, fordi Danmark er et relativt rigt land med en relativt god lovgivning på handicapområdet. Men de tager fejl. Handicapkonventionen er skrevet på en sådan måde, at den gælder med udgangspunkt i de civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle baggrunde/forudsætninger i de enkelte lande. Man kan således ikke sammenligne Danmark med Ghana og derved beslutte, at Danmark lever bedre op til menneskerettighederne pga. bedre økonomi og bedre lovgivning – man skal altid vurderer vilkårene for personer med handicap i forhold til de muligheder andre borgere med bopæl i Danmark har. Og der er fortsat store forskelle på rettigheder og muligheder for personer med handicap set i forhold til den almene befolkning i Danmark.

Det kan også godt være, at der ikke er politisk ønske om at styrke rettighederne for personer med handicap således, at vi fx også beskyttes imod diskrimination fra private virksomheder og andre borgere uden for arbejdsmarkedsområdet, hvor den eneste beskyttelse imod diskrimination på baggrund af handicap eksplicit er skrevet ind i den danske lovgivning, jf. et EU-direktiv. Der findes ikke et generelt forbud imod diskrimination af personer med handicap i Danmark – og derved kan det være vanskeligt at se, hvordan man kan sige, at personer med handicap har de samme rettigheder som andre. Det kan også godt være, at kommunerne mener, at når der ikke er kommet ny lovgivning, betyder det, at de overholder de internationale konventioner – men det er ikke nødvendigvis tilfældet i handling og gerning inden for og uden for de områder, der er reguleret gennem lovgivning vedtaget i Folketinget.

For det tredje er det klart uheldigt, at et land som Danmark (og et internationalt fællesskab som EU) ikke har tilsluttet sig den frivillige tillægsprotokol. Det bør være således, at et land tør lade andre kigge på, hvorvidt man lever op til de internationalt fastsatte standarder for menneskerettigheder. Danmark ønsker ikke at tilslutte sig den frivillige tillægsprotokol, fordi Danmark mener, at rettighederne er for upræcist beskrevet i Handicapkonventionen, og derfor frygter den danske regering, at det vil være udfordrende for den danske økonomi, hvis andre kan anbefale Danmark at ændre sin lovgivning i retningen af bedre at leve op til menneskerettighederne for personer med handicap.

Det er vigtigt for den enkelte person med handicap at kunne få testet, hvorvidt ens egen opfattelse af, om man bliver diskrimineret eller ej, er korrekt, for det kan man ikke være sikker på ved at være begrænset til kun at kunne benytte de nationale administrative og juridiske instanser. Der er ikke tradition for, at fx de danske domstole har en progressiv tilgang til fortolkning af den danske lovgivning og dens efterlevelse – og slet ikke set i lyset af internationale konventioner. Derfor er det vigtigt at kunne få andre øjne til at se på den danske virkelighed. Det er også vigtigt, at den danske handicappolitik sættes under lup mhp. at sikre det bredest mulige fokus i den internationale komité, der skal vurdere klager fra de lande, hvor man har tiltrådt den frivillige tillægsprotokol. Det nytter ikke noget, hvis et flertal af klagerne kommer fra udviklingslandene – der er også brug for sager fra de velstillede lande med en langvarig tradition for velfærdspolitik. Der skal være nuancer, så det bliver muligt for hvert enkelt land at indrette sin handicappolitik og derved forebygge klager til FN.

For det fjerde har FN beklageligvis alt for få ressourcer til at kunne følge med i forhold til en konvention, der har udviklet sig som en succes i forhold til antallet af ratifikationer. To år efter ratifikationen skal man aflevere en rapport til FN om status på handicapområdet og med beskrivelse af konkrete initiativer til forbedring af vilkårene for personer med handicap. Danmark skal aflevere sin rapport den 23. august 2011. Der er mere end 60 lande, der har ratificeret Handicapkonventionen før Danmark. Det betyder, at det vil være mere end 60 lande, der skal til eksamen, før det bliver Danmarks tur. Den internationale komité, der er etableret for at følge med i implementeringen af Handicapkonventionen, kan kun mødes to uger om året, hvorfor det vil tage mange år før de enkelte lande vil komme til eksamen. Det vil betyde, at det tager lang tid før der kommer tilstrækkeligt med anbefalinger til, hvordan landene kan ændre deres handicappolitik i overensstemmelse med intentionerne i Handicapkonventionen. Og det vil tage meget lang tid før der kommer tilstrækkeligt med anbefalinger fra lande med forskellige baggrunde. Men allerværst er det, at for lang tid vil betyde, at Handicapkonventionen og dens betydning for den nationale arena vil falde pga. ventetiden.

Der er behov for at generalforsamlingen i FN beslutter at tilføre komiteen de nødvendige ressourcer, så den kan følge med i det tempo, de enkelte lande afleverer deres rapporter i.

Der er fortsat et stykke vej før Handicapkonventionen bliver en succes for det enkelte menneske med handicap i de 192 lande i FN.

3 Kommentarer

  1. Allan Birch siger:

    Jeg sidder i kørestol med MS, og jeg mener at kunne komme med adskillige eksempler på overtrædelser, men min kommune (Syddjurs) er tilsyneladende helt ligeglad, selvom jeg medsender de relevante §§ hver gang, jeg søger så meget som en ny gribetang, fordi den gamle, bevilgede, er brækket!
    Et eksempel: kort efter underskrivelsen af Konventionen tog man min Minicrosser fra mig og gav mig min elkørestol i stedet, benævnt som “terrængående” på trods af fabrikantens beskrivelse af stolens evner!
    Siden har jeg dårligt nok været ude i vores dejlige have, som vi begge lever for.
    FØR havde vi begge et meget aktivt udendørsliv.
    Det stoppede med fjernelsen af Crosseren.
    Samtidigt begrænsede det også min kones “udfoldelser,” idet hun ikke nænner at lade mig sidde alene tilbage.
    Skriftlig dokumentation haves på alt.
    Det sidste nye tiltag har det sidste års tid slet ikke at svare på skriftlige henvendelser.
    Det må være diskriminerende pgra. handicap, idet jeg før min sclerose jo ikke havde brug for kommunens hjælp?
    Jeg står gerne frem, hvor det måtte ønskes

  2. [...] Nu hvor hele konventionen er gennemgået artikel for artikel er der desværre stadig et stort behov for fokus på området. Derfor har jeg givet siden en makeover (der arbejdes stadig) og er super glad for at kunne byde velkommen til Stig Langvad, formand for DH, som første gæsteblogger. Stig har skrevet et tankevækkende indlæg om at der stadig er et stykke vej før man kan kalde handicapkonventionen en succes – læs det her. [...]

  3. Hej Allan
    Jeg mener bestemt at de skal svare på dine henvendelser – hvem har du skrevet til og om hvad?
    Kh
    Linda

Svar